Nogle gange er det helt vanvittigt at tænke på, hvor forskelligt vi oplever verden, alt efter det perspektiv vi ser og oplever den fra.
Jeg hedder Mette og er stolt mor til Maéva, som er stifteren af Amazing Ways. Da hun startede sit projekt og begyndte at dele sine tanker og sine præsentationer af projektet med os, slog det mig, at vi havde to helt forskellige oplevelser af det, at være af blandet herkomst i Danmark. Det var en meget mærkelig oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer i håbet om, at andre forældre og børn kan spejle sig i vores historie. I må væbne jer med lidt tålmodighed, for historien og mine refleksioner omkring emnet kan nok ikke fortælles kort.
Hvad er det, der gør, at nogle mennesker bliver interesserede i andre kulturer og har lyst til at blive klogere på, hvordan man tænker og lever i andre lande og synes, at det, der er anderledes, er spændende og smukt? Hvad er det, der gør, at andre er bange for det, der virker fremmed og anderledes? Og hvad er det, der gør, at man får en positiv eller negativ oplevelse ved at være anderledes og skille sig ud?
Jeg er vokset op i en middelklasse familie i Silkeborg i Midtjylland i 70’erne – det kan næsten ikke bliver mere provinsielt, trygt og dansk. Jeg har mange gange tænkt på, hvad det var der gjorde, at netop jeg kastede mig ud i at gifte mig med en afrikaner fra Elfenbenskysten og bo 12 år i Paris, Frankrig, hvor jeg også fik to små caffe latte farvede piger med krøller Maéva i 1999 og Matilda i 2001.
Livet bag ligusterhækken
Mange af mine veninder fik efter gymnasiet ret hurtigt job i en bank eller i butik, købte parcelhuse i en forstad til Silkeborg og stiftede familie. Et liv omgivet af danskere – venner og naboer udelukkende danske, og når de endelig bevægede sig uden for landets grænser, så gik turen til Gran Canaria sammen med alle de andre danskere. Dejligt med lidt sol og varme, hvis bare man havde husket at få leverpostejen med hjemmefra eller kunne finde en restaurant på turen, hvor man kunne bestille frikadeller og et par øl – helst på dansk. Det er selvfølgelig en karikatur, men I forstår sikkert, hvad jeg mener. På det tidspunkt så man kun få mørke ansigter i bybilledet, nogle arbejdede måske sammen med én af de endnu få tyrkere eller vietnamesere, som havde slået sig ned i Danmark, men der var ikke mange, der havde dem som naboer, venner og klassekammerater. Jeg kunne lige så godt være endt der, for det er situationen for rigtigt mange danskere.
Ligeværd, respekt og tolerance i mødet med andre
Jeg voksede op hos en mor, der var socialrådgiver, så jeg fik tidligt en fornemmelse af, hvor heldig jeg var med min trygge opvækst i forhold til nogle andre børn, og at selv i velfærdsstaten Danmark har mennesker meget forskellige forudsætninger for at få et godt liv eller de møder bump på livets vej, som sætter dem uden for normerne. Generelt fik jeg værdier som ligeværd, respekt og tolerance over for andre uanset, om de ligner mig eller ej – det være sig fysisk, socialt eller holdningsmæssigt – med hjemmefra. Det at forholde sig nysgerrigt og udforskende for at forstå i stedet for at fordømme, og at der er flere perspektiver på en sag, var noget vi talte om derhjemme.
Samtidig havde min mor den holdning, at når hun havde ferie, så ville hun opleve noget anderledes, så mens mine venner boltrede sig i swimmingpools på Mallorca, var jeg på rundrejse med min mor i Marokko eller Rusland og Østbloklandene. Det skabte en stor interesse hos mig for historie, samfundsforhold, kultur og sprog, og jeg så tidligt, at også i lande, som man i danske medier fremstillede som fattige, betonkommunistiske eller tilbagestående fandtes en fantastisk rigdom af kultur og traditioner, og jeg mødte fremmede, som imødekommende og venligt lukkede os ind i deres verden, når man viste interesse. Det blev noget, jeg søgte. Jeg fik en universitetsuddannelse inden for international økonomi, sprog og kultur og endte med at gifte mig med min afrikanske mand og få job i Paris.
Når forskellighed er normen
Da jeg kom til Paris tænkte jeg ofte, at nu var jeg anderledes og på fremmed grund i en anden kultur og valgte at følge ordsproget ”skik følge, eller land fly”. Bevares, jeg lavede æbleskiver til alle mine venner til jul, men ellers dyrkede jeg ikke min danskhed, men både min mand og jeg forsøgte at leve på fransk og forstå de normer og spilleregler, der nu var en del af hverdagen. Selv om jeg skilte mig ud med mit lange, lyse hår, og han var sort, så oplevede vi ikke, at vi var anderledes eller udenfor.
At bo i Paris er at bo i en metropol. Som gammel kolonimagt har Frankrig en meget sammensat befolkning, så her mødte jeg et sammensurium af nationaliteter og kulturer. Hvid hud, olivenfarvet hud, brun hud, sort hud – alle nuancer af hudtoner og hårfarver ses i gadebilledet, og i metroen sidder lapsede forretningsmænd i smarte jakkesæt og lilla slips ved siden af en afrikansk mama klædt i farvestålende pagne wax og en ortodoks jøde med sort hat og slangekrøller. Mine naboer på rue de Belleville i det 19. arrondissement i Paris var også et patchwork af sammenbragte nationaliteter og kulturer. Ved siden af os boede et fransk-marokansk par, underboerne var et iransk-fransk par og deres nabo var fra Canada.
Det er vigtigt at forstå, at jeg ikke er i gang med at male et skønmaleri om, at alle racer og religioner lever lykkeligt sammen i Paris. Det er desværre ikke tilfældet, og det er ikke der, jeg vil hen. Se på billedet herunder.
Da Maéva startede i den lokale franske børnehaveklasse La Maternelle som 3½ årig, så klassen sådan her ud. En skøn blanding af europæere, asiater og afrikanere mm. og min lille, glade krøltop Maéva var bare én af flokken.
Det jeg vil sige med dette her er, at det er svært at blende ind i Danmark, når man har sorte krøller og lysebrun hud. Man er synlig hele tiden – også når man bare ønsker at være usynlig.
Smuk, smukkere, anderledes
I min mands afrikanske vennekreds og familie blev vores lille métisse, som man i Frankrig betegner børn af afrikansk-europæiske beundret og feteret på grund af den lysebrune hud og de bløde krøller ”Qu’elle est belle. Qu’elle est jolie”, lød de begejstrede udbrud. Mine danske venner mødte os med lignende reaktioner. Jeg har som mor utallige gange fået at vide ”Åh, hvor er dine piger dog fantastisk smukke”. Jeg har altid takket, men også været lidt bekymret over det store fokus på det ydre og tænkt ”Åh nej, jeg ønsker ikke, at mine børn skal vokse op og blive superforfængelige og tro, at kun det ydre, der skaber menneskers værdi”. Set i bakspejlet har jeg tænkt på, om det var det så vigtigt for mig, at jeg måske ikke har fortalt dem ofte nok, at de er smukke præcist som de er, og fordi de er, som de er? Jeg har også tænkt ”Har de mon netop følt sig anderledes, og at de skilte sig ud på grund af det store og for mig ret unormale fokus på deres ”lækre lysebrune hud” og ”slangekrøller”. Jeg mener, hvor mange gange har du hørt dig selv sige til en dansk familie ”Åh, hvor har jeres datter smuk hvid hud”?
Krøller eller ej
Jeg indrømmer også blankt, at jeg mere end én gang har været ved at fortvivle over pigernes krøllede hår. Mest når jeg på døren til børnehaven for gud ved hvilken gang så et skilt med teksten ”Vi har lus” efter en lang arbejdsdag og godt vidste, at i aften var det hjem til lusekur og 45 minutter kæmning pr. hoved, så er det svært at blive ved med at holde humøret højt hos både mor og børn. Gud ske lov for Disneyfilm 😀. I hverdagen har håret ikke fyldt negativt hos mig. Vask og gennemredning tog lidt tid, men jeg har altid selv haft langt hår, og det lykkedes mig altid at sætte deres hår op, så det var til at styre og ikke voldte for mange problemer, så de blev kede af det. Efter vi flyttede til Danmark var det svært at finde ud af, hvilke produkter man skulle bruge til deres hår, som i øvrigt er meget forskelligt. I Silkeborg var der ingen afrikanske frisører, og når vi endelig fandt en god serie produkter i Bazar Vest, så var det typisk sådan, at de aldrig havde alt det, vi skulle bruge, når vi tog på udflugt derud for at købe det. At bestille på nettet er ikke nemt, når man ikke ved, hvad man skal lede efter – og især til børn er det svært at vide, hvad man tør bruge. Selv om håret ikke har været anledning til de store problemer hos os, så kom der et tidspunkt, hvor begge mine piger sukkede efter at have langt, glat hår som deres klassekammerater. Især i afgangsklasserne i folkeskolen ønskede de bare, at de lignede deres veninder, så håret blev glattet i timevis med glattejern, før de skulle i skole. Jeg var heldig at få hjælp af én af Maévas veninders mor, som oprindeligt er fra Bahamas. En fantastisk kvinde, der har brugt mange timer af sin fritid på relaxe og glatte Maévas hår. (Tak Marsha. Vi er dig evigt taknemmelige for at spare os for meget drama og spildte tårer).
Små daglige påmindelser skaber usikkerhed og påvirker selvværdet
Jeg har hørt begge mine piger sige – og ikke bare én gang og ikke bare for sjov: ”Jeg er så grim i dag”, ”jeg kan ikke gå ud uden at glatte hår eller uden make up”, ”min næse er for stor” etc. Ingen af dem kan se, at de er smukke. Jeg har ind i mellem tænkt: ”Hvad bilder I jer ind? Alle fortæller jer, hvor smukke I er, og I er utilfredse. Der er da andre, der er værre stedt”. Ingen af dem har (heldigvis) oplevet decideret mobning eller har været udsat for grov racisme i skolen eller andre steder, men de har selvfølgelig oplevet at føle sig stødte over bemærkninger og holdninger udtrykt af deres klassekammerater i klassediskussioner, at blive peget ud, at få mærkelige spørgsmål omkring deres udseende, at blive rost for at tale godt dansk. Men det at føle sig anderledes og uden for fælleskabet behøver ikke have sin baggrund i voldsomme og dramatiske hændelser og konflikter. Det er de små daglige påmindelser, der kommer til at fylde, som skaber usikkerhed, om hvem man er og påvirker selvværdet. Det har jeg forstået nu.
Jeg forstod egentlig først, da jeg læste Maévas introduktion af sig selv her her på Amazing Ways, hvad der var på spil.
”Jeg hedder Maéva og er 21 år gammel. Min mor er dansk og min far var fra Elfenbenskysten i Vestafrika. At vokse op i Danmark blandt primært danske børn gjorde, at jeg i lang tid havde svært ved at finde mig selv. Jeg var anderledes på grund af bl.a. mine ansigtstræk og mit hår – hvilket andre børn også pointerede. Jeg havde ingen rollemodeller at spejle mig i min egen omgangskreds i mange år”.
Svært at blende ind
Når man lever i en hvid verden, som Danmark er, så føler man sig hurtigt anderledes og uden for, selv om man taler dansk, er opvokset i Danmark og med dansk kultur. Du kan aldrig blende ind i mængden, fordi du ikke ligner flertallet. Du bliver altid lagt mærke til, og selv om det kan være både positivt og negativt ladet, så er det bare det at være anderledes, der er svært. Og ja, der var ikke mange at spejle sig i på privatskolen i Silkeborg eller bare i Danmark – antallet af kvinder med afrohår og en mørkere hudtone i tv og andre medier er til at overse. Det var først senere, da Maéva startede på gymnasiet og mødte andre unge af anden etnisk baggrund og måske også fik udvidet sin horisont i forhold til at interessere sig for og researche omkring sin oprindelse, at hun kunne se, at der også var unge kvinder med mørk hud, som man kunne dele sine tanker med, spejle sig i og have som forbilleder.
I bagklogskabens klare lys
Kunne jeg som mor have gjort noget anderledes? Ja, det kunne jeg sikkert. Det er svært at ændre på befolkningssammensætningen, der hvor man bor, men jeg kunne måske have opsøgt det afrikanske community i Danmark for at mine piger havde haft flere at spejle sig i. Det virkede bare ikke oplagt for mig efter min afrikanske mands død, og fordi jeg tidligere havde boet i Frankrig og derfor ikke havde nogen naturlig tilknytning til afrikanere i Danmark. Jeg tror ikke selv på, at det havde hjulpet, at jeg havde rost dem mere for deres udseende og havde ladet dem svælge i andres komplimenter. Jeg kan ligefrem høre min yngste datter sige: ”Du er jo min mor, så det skal du jo sige”. Mødre er bare ikke troværdige i den sammenhæng. Jeg har ikke løsningen på problemet, men jeg tænker, at vi som forældre til børn, der ser anderledes ud, skal være opmærksomme på, at der ligger et pres på dem, fordi de bare er anderledes. Vi kan fortælle dem og vise dem, at skønhedsidealerne er forskellige, forskellige steder i verden. Det kan godt være, at langt, lyst, glat hår er det, man ser op til i Danmark, men andre steder i verden er det andre skønhedsidealer, som du passer bedre ind i som fejres. Skulle jeg gøre noget om, ville jeg måske have talt mere med mine piger om deres afrikanske rødder. Det ville have været en svær øvelse – også selv om jeg har boet sammen med en afrikansk mand i mange år. At leve i et blandet forhold er også at lade lægge noget af sin egen kultur og opdragelse til side og mødes på midten eller skabe et fælles tredje. Vi boede oven i købet i et Frankrig, som repræsenterede en tredje kultur, som vi også skulle tilpasse os.
Forskellighed er en styrke
Hvis jeg skulle komme med en opfordring på baggrund af denne lange historie, så er det, at ALLE forældre taler med deres børn og lærer dem at være åbne og nysgerrige, når de møder nogen, der er anderledes. Spørg respektfuldt ind og forsøg at forstå i stedet for at drage forhastede konklusioner ud fra dit eget perspektiv og putte andre i kasser og putte etiketter på. Vi skal væk fra, at det, der falder uden for normen har mindre værdi. Det vil komme mange flere end blot dem med en anden hudfarve til gode. At se forskellighed som noget, vi lærer og udvikler os af – som en styrke og ikke som en trussel – bliver en vigtig kompetence for os alle i fremtiden, hvor verden bliver mere og mere globaliseret. Imperialismen er død og de holdninger, der luftes på den yderste højrefløj om at beskytte danskerne og dansk kultur ved at udelukke alt fremmed, er netop vejen til undergang. Dansk kultur er kun i fare, hvis vi forskanser os og holder krampagtigt fast i frikadeller og rødgrød med fløde og ikke lader os påvirke og påvirker andre. Det hedder udvikling. Det modsatte af udvikling er afvikling.
Jeg elsker begge mine piger som de er og som dem, de er. Jeg er mere end stolt af, at Maéva har valgt at arbejde med sig selv og stiller sin historie og sine erfaringer til rådighed, så hun kan gøre en forskel for andre unge og deres forældre. De piger hun har samlet omkring Amazing Ways har alle oplevet at føle sig anderledes og uden for, men i mødet med hinanden i Amazing Ways er de inkluderende, favner forskellighederne og gør noget godt for hinanden og andre. De formår at gøre deres forskelligheder til en styrke. Se deres video, læs deres fortællinger – det unikke fællesskab, de har med hinanden og gerne vil dele med endnu flere, lyser langt væk. Girls you are truly amazing!!!